Historisk indblik

Det at være døv, er et handicap. Det er det i dag (selvom det er sjældent), og det var det i endnu højere grad før i tiden, hvor der ikke var meget hjælp at hente til folk med handicap. Jeg vil her give et lille historisk perspektiv på det at være døv. Og det gør jeg med udgangspunkt i min egen familie:

Min farfar var født døv. Min farmor blev døv som 3-årig grundet en børnesygdom. De 2 fandt hinanden, blev gift og fik 6 børn. Ud af de 6 børn var der 3 helt døve, 2 hørehæmmede og 1 fuldt hørende – tale om en ulige fordeling! Dengang i 40’erne og 50’erne var tiderne ganske anderledes, end de er i dag. De døve af børnene blev sendt langt væk fra hjemmet på døveskole. Det lå i kortene, at sådan gjorde man bare! Der var ikke andre muligheder! De 2 hørehæmmede kom i almindelig skole, og måtte klare sig så godt, de nu kunne. Selvom det bød på store udfordringer, fik de begge en god, gedigen erhversuddannelse. Den fuldt hørende endte med en akademisk uddannelse. De 2 døve klarede sig også bedre og bedre i takt med at tiden modnedes. Op igennem årene kom der mere og mere fokus på døvesamfundet, og medierne begyndte at tage mere hensyn. Hvem husker ikke ”Nyheder på Tegnsprog”? Eller ”Tidens Tegn”? Og da brugen af computere og internettet for alvor fik livtag i danskerne, blev tingene igen mere enkle. Istedet for døvetelefonen var det nu lige så smart at sende en mail. Man begyndte at kunne bruge Google som en hjælp, i stedet for at bøvle med at gøre sig forståelig over for personer. Kort sagt, det at være døv fik pludseligt bedre vilkår selvom der (heldigvis) ikke så mange, der så oplever de forbedrede vilkår mere.

(Visited 129 times, 1 visits today)